Om fonden

OM FONDEN

Jan & Mark Leschly

Leschly Tennis Foundation er stiftet af familien Leschly med ønsket om at give noget tilbage til dansk tennis. Jan & Mark Leschly er initiativtagere til fonden.

 

Jan Leschly har haft en stor karriere som tennisspiller. Han lå nr. 10 i verden i 1967, nåede semifinalen i US Open samme år og repræsenterede Danmark i Davis Cup gennem mange år. Senere blev han erhvervsleder i medicinalbranchen – blandt andet som topchef i SmithKline Beecham – en af verdens største farmaceutiske virksomheder. Senest har han grundlagt venturekapital-fonden Care Capital, som han nu er managing partner i. Jan Leschly er bestyrelsesmedlem i A.P. Møller - Mærsk og A.P. Møller - Holding.

 

Mark Leschly har også været professionel tennisspiller og på det danske landshold. Han er uddannet fra Stanford og Harvard og har haft succes inden for teknologi, investering og venturekapital. Han er ejer og managing partner i de amerikanske venturefirmaer Rho Capital Partners og Iconica Partners og er CEO i Universal Tennis. Mark Leschly er i USA’s tennisforbunds spillerudviklingsråd og i bestyrelsen hos forbundets fond.


I dag er både Jan og Mark Leschly bosat i USA. Men tilknytningen til Danmark er stadig intakt, og ønsket om at give noget tilbage til dansk tennis er brændende. Derfor er Leschly Tennis Foundation stiftet.

Formål

Fondens formål er at bringe dansk tennis op på højeste, internationale hylde via økonomisk støtte, mentorordninger og forskellige initiativer. Støtten kan gives til spillere, trænere, klubber, uddannelsesprogrammer, events og lignende samt til projekter med almennyttige formål med tennis som omdrejningspunkt.

 

Fælles er, at støtten skal bidrage til at løfte dansk tennis og udbrede sporten landet over i håb om at gøre de gode spillere bedre og sikre flere udøvere i alle aldersgrupper på alle niveauer.

 

Leschly Tennis Foundation har et tæt samarbejde med det danske tennismiljø – herunder forbund, unioner og klubber.

 

”Fonden kan kun få langvarig effekt, hvis vi løfter i samlet flok. Derfor er det afgørende for os at etablere en gruppe af partnere, mentorer og ambassadører, hvis hjerter banker lige så højt for dansk tennis som vores”, understreger Jan Leschly.


Der kan læses mere om partnerskaber her.

BESTYRELSE, LEDELSE & AMBASSADØRER

Jan Leschly

Formand

Mark Leschly

Viceformand & præsident

Tom Christensen

Bestyrelsesmedlem

Michael Gaarmann

Bestyrelsesmedlem & sekretær

Pernille Gjøls-Andersen

Bestyrelsesmedlem

Anders W. Eriknauer

Bestyrelsesmedlem

Morten Lyngbæk

Programchef

Frederik Løchte Nielsen

Ambassadør